Lapuglen fra Skummeslöv Strand
Play/record song

Audiens.
Der er ikke langt fra Skummeslöv Strand til København eller omvendt. Det er egentligt pointen i hele historien. Der er ikke langt fra den danske hovedstand og op hvor Skånes første lapugle i det ny årtusinde holdt audiens.
Sverige, selv det nordligste Sverige ligger i periferien af Lappugglans udbredelsesområde idet den lever cirkumpolært i taigaen i Nordamerika, i Euroasien og Nordnorge. Nordnorske Kirkeness praler af en stor bestand.
Fem eksemplarer. Fem stk. Så selv deroppe hvor den hører hjemme, er den en sjældent set fugl. En art man nemt risikerer at rejse forgæves efter, selv når man opsøger den hvor den hører hjemme.

Der dukker den så op inden for en radius af små 100 km fra Rådhuspladsen.
Afsted går det.. Det er som er man kaldt i audiens.
2 pølser på færgen bliver supervisors morgenmad og frokost. Påklædningen er utvungen som altid, stemningen ikke mindre højtidelig end når landets dronning i øvrigt inviterer. Det her er faktisk noget af det samme.
Blot mere seriøst....
Her er det hjertets renhed. Sildesalat kvalificerer ingen..

Sidst der var Lapugle på disse breddegrader blev den skudt af svenskerne. Sådan. Det var tilbage i 1930'erne. Dræbt med et skud hagl i overensstemmelse med den politiske stemning på den tid. Siden er der ikke set Lapugle deromkring.
Jeg mangler lige at nævne: den er aldrig, aldrig set i Danmark. Aldrig set på den anden side sundet.
Så træd nærmere.
Takket være svenske venner fandt vi frem til fuglen let og ubesværet og kunne gå i gang fem minutter efter ankomsten til stedet.
Den sad på enden af en to meter stok i det smukke lys under birke-kronerne. Skovbundens mos og trækronernes brudte lys giver billederne et skær af vildmark. Lyssætningen var ustabil takket være et cumulus-skyerne. Vekslende og ustabil, men ind imellem også rigtig flot.
Hvis jeg selv havde haft mulighed for at bestemme hvor og hvordan den skulle sætte sig kunne jeg ikke have valgt det bedre.
Sådan plejer det ikke at være.
I løbet af de tre timer og flere ruller Fuji-film så vi den flyve i rolige lydløse glid mellem de forskellige udsigtspunkter den valgte til sin jagt over skovbunden. 

Musejagten.
Og mus var der nok af.
Tilsyneladende.
Og ikke en gang fløj den væk eller så meget som antydede at den havde noget problem med os. Faktisk lod den ikke til at være forstyrret af vores tilstedeværelse. Overhovedet.
Den koncentrerede helt sig om sin jagt.
Aflæste skovbunden fra udsigtspunkter i to, tre eller fire meters højde og kastede sig ud, og ned. En enkelt gang i et styrtdyk. Tog den lige på hovedet. Lodret ned helt inde ved stammen.. Sådan. Fra to-enhalv tre meters højde og ned med hovedet først. Værsgo. "Bump" Sagde det. Stort set uden at bruge vingerne. En særpræget måde at jage på. 
Men ellers var det mere i fremadrettede glid ned med øjnene stift rettet mod målet, lydløst indtil nedslaget.